»Vi vil ikke blande os i, hvad folk holder af private fester. Men vi er bekymrede for om et privat initiativ, hvor rammerne ikke er lige så trygge og velordnede, kan risikere at mindske tilslutningen til den gode idé, som Final Bell er. Nu står forældre og børn i et dilemma. Skal de gå og betale til begge dele? Skal de gå tidligt hjem fra Final Bell, som de gjorde sidste år, for at være med fra starten på det private arrangement, som begynder, før Final Bell er slut?,« lyder det fra Mads Gudiksen, fungerende formand for skolebestyrelsen på Dragør Skole.
Han og resten af skolebestyrelsen har netop sendt en opfordring på Aula til alle forældre til elever i 9. klasse på Dragør Skole. I et forsøg på at få alle forældre og elever til at bakke op om Final Bell i stedet for at tage til den private fest, der samtidig er inviteret til på Tømmerupvej.
Frygten blandt flere forældre er, at de unge slet ikke kommer til kommunens fest eller går tidligt – som de gjorde sidste år, hvor der var en konkurrerende privat fest på i den gamle by. Og at de så tager til en fest, hvor der sandsynligvis vil være alkohol – og hvor forældrene ikke kender rammerne og tilsynet.
Bekymringen er ikke blevet mindre af, at Rive Event står for invitationer og betaling for festen, da det er dem, der udlejer lokalerne på Tømmerupvej. Rive Event er nemlig et eventbureau, der har været udskældt for at stå for drukfester eller såkaldte posefester, hvor de udlejer lokalet, mens de unge selv tager alkohol med.
Vigtigt med tryghed og sammenhold
Mads Gudiksen mener, det vil være meget ærgerligt, hvis den private fest »vinder«, når kommunen nu har taget et initiativ, der netop skal være med til at ændre alkoholkulturen blandt de unge i Dragør.
Skolebestyrelsen mener, der skal skabes en ny tradition for en alkoholfri og fed fest på tværs af alle skolerne sidste skoledag.
»Det er også den vej, man går i mange andre kommuner – og her i Dragør giver det ekstra god mening, fordi vi dermed kan styrke sammenholdet blandt de unge på tværs af kommunens kun tre skoler, og vi kan på en nem måde skabe nogle trygge rammer med gode uddannede voksne omkring dem helt lokalt,« siger han.
Alle skoler bakker op om Final Bell
Dragør Nyt har også henvendt sig til Dragør Kommune for at høre, hvad de mener om de to konkurrerende fester, og hvad de opfordrer forældre og unge til.
Kamille Godrim Jakobsen, chef for Center for Børn, Skole og Familie forklarer i et skriftligt svar til avisen, at Final Bell netop er forankret i kommunens sundhedspolitik. Og at man her har fokus på at skabe en ny alkoholkultur på baggrund af Sundhedsstyrelsens anbefalinger om, at unge under 18 år ikke drikker, fordi det kan påvirke hjernens udvikling.
»Final Bell er i den sammenhæng etableret som et frivilligt, kommunalt tilbud til eleverne i 9. og 10. klasse på sidste skoledag. Det er et fælles arrangement med fokus på fællesskab, trivsel og trygge rammer – og et tilbud, der tydeligt signalerer, at det er helt i orden ikke at drikke,« lyder det fra Kamille Godrim Jakobsen, som fortsætter:
»Alle kommunens tre skoler bakker op om initiativet og arbejder aktivt med at formidle det til både elever og forældre via Aula, nyhedsbreve og dialog i klasserne. Kommunikationsindsatsen intensiveres frem mod arrangementet, og klasselærerne vil tage dialogen med eleverne om værdien af at deltage og om fælles aftaler i klasserne.«
Hun understreger i øvrigt, at programmet for Final Bell – med optrædener som Pattesutter og Branco – netop afspejler input fra de unge.
Festlokaler ikke godkendt til fest
Hvad er det egentlig for en privat fest, der truer med at udkonkurrere den fælleskommunale fest Final Bell på sidste skoledag den 13. maj?
Hvad er Tømmerupvej 128 egentlig for et sted? Og hvad er det for en fest?
Det spørgsmål har flere forældre rejst over for Dragør Nyt. Det er godt nok – ifølge Dragør Nyts oplysninger – en privat arrangør, der holder fest på adressen på 9.- og 10.-klassernes sidste skoledag den 13. maj.
Men eventbureauet Rive Event står for invitationer til festen, tager imod betaling og står også som udlejer af festlokalerne på Tømmerupvej 128. Lokalerne kan man finde på Rive Events egen hjemmeside og på selskabslokaler.dk (hvor det også er Rive Event, man booker igennem).
Dragør Nyts research viser nu også, at festlokalerne på Tømmerupvej 128 slet ikke er godkendt som selskabslokale og dermed heller ikke har den nødvendige brandgodkendelse.
»Bygningsmyndigheden kan vejledende oplyse, at senest godkendte forhold for den omtalte bygning på ejendommen er anvendelse til kontor og lager. Bygningsmyndigheden blev bekendt med, at bygningen anvendes til selskabslokale i forbindelse med en borgerhenvendelse modtaget 09-04-2026. Vi er nu i gang med en partshøring,« lyder det i et skriftligt svar fra Tårnby Kommune.
Slår man adressen op i BBR – Bygnings- og Boligregistret, står der da også kun – ud over et enfamilieshus – en bygning på 203 kvadratmeter registreret, som er godkendt til lager. Og det selvom Rive Event markedsfører Tømmerupvej 128 som et nyistandsat fest- og eventlokale til op mod 150 mennesker, der blandt andet egner sig godt til ungdomsfest.
Vi har forsøgt at få et svar fra Rive Event på, hvorfor de lejer et lokale ud til fest, når det ikke er godkendt som selskabslokale. Rive Event svarer i en mail, at det er nyt for dem, og at de vil kontakte ejeren af ejendommen, som er privat.
Politiet: Vi kommer til at føre tilsyn
Fordi der i andre kommuner har været ballade omkring flere fester, Rive Event har afholdt, har Dragør Nyt også kontaktet Københavns Politi for at høre, hvad de opfordrer til i forhold til den slags sidste skoledagsfester.
Politiet oplyser, at de som udgangspunkt ikke dukker op til private fester, uden at de har modtaget en anmeldelse. Men i forhold til 9.-klassernes sidste skoledag, har de dog tænkt sig at føre tilsyn.
»Vi er opmærksomme på, at der på sidste skoledag er en række arrangementer, hvor eleverne kan feste, og det gælder også i Dragør. Generelt kommer vi til i passende omfang at være til stede og føre tilsyn, så vi kan sikre, at de unge mennesker kan holde en tryg og festlig sidste skoledag, og at arrangementerne holder sig inden for gældende lovgivning,« siger politikommissær Michael Krogslund-Hansen, der er leder af Amager nærpoliti.
Midt- og Vestsjællands Politi kontrollerer ungdomsfester
Hos Midt- og Vestsjællands Politi, der har erfaring med, at Rive Event har afholdt posefester i Roskilde, er man dog gået endnu videre.
De sendte en pressemeddelelse ud i december sidste år for at fortælle, at posefesterne nu har fået dem til at igangsætte en kontrol af, at annoncerede ungdomsfester faktisk også er alkoholfrie.
Også selvom Rive Event har understreget, at de ikke udskænker alkohol. De forklarer, at de blot lejer lokaler ud til private fester – og så har de ikke ansvaret for, om festdeltagerne selv har alkohol med.
»Som vi har påpeget, så har der i nogen tid været tvivl om fortolkningen af lovgivningen på området. Vi har nu fået en ny redegørelse fra Erhvervsstyrelsen, der er den ansvarlige myndighed på området, og de siger meget klart, at til den slags fester, må der ikke forefindes alkohol. Arrangøren må ikke udskænke alkohol, men han må heller ikke selv lade gæsterne medbringe det,« udtalte politiinspektør Thomas Tarpgaard i en pressemeddelelse.
Politiet opfordrede i samme pressemeddelelse forældrene til at tage en snak med deres unge om, at der til festerne, der er kendt som »pose-fester« eller »Logen-fester« altså ikke må være alkohol.
»Hvis der sker salg af alkohol, eller hvis man tillader de unge at tage alkohol med ind, så risikerer arrangøren en sigtelse, og at festen bliver lukket. Hvis de unge i strid med en arrangørs påbud, medbringer alkohol, så risikerer de selv at blive sigtet for det. Målet er at vi får nedbragt antallet af unge berusede mennesker i nattelivet,« sagde Thomas Tarpgaard i december 2025.