VM endte flot for Dragør-spiller

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid
VM endte flot for Dragør-spiller
Oscar Holm Bredkjær. Golfspiller fra Dragør Golfklub. Privatfoto.

Tidligere på dagen i dag slog 21-årige Oscar Holm Bredkjær fra Dragør Golfklub det sidste slag med golfkøllen til VM i Singapore. Den unge spiller har sammen med de to andre på det danske herrelandshold spillet godt hele turneringen. Og det danske hold endte på en syvendeplads blandt 35 lande, mens Oscar selv endte på en samlet 11. plads blandt de 108 spillere.

På forhånd var målet for det danske hold at ende i Top 10, så VM var uden tvivl en succes. Alligevel stod Oscar Holm Bredkjær tilbage med en lille smule ærgrelse, da Dragør Nyt fangede ham på telefonen i lufthavnen i Singapore, hvor han stod og ventede på at kunne flyve til Atlanta for at blive forenet med sin familie.

»Inden VM ville jeg have været tilfreds med det her resultat. Men som dagene gik og dagen i dag også startede, havde jeg nok sat næsen op efter lidt mere. For jeg har spillet stabilt godt hele turneringen igennem, og jeg spillede også rigtig godt her i fjerde og sidste runde. Men så slog jeg nogle sløje slag til sidst. Jeg synes ikke, der var nerver på, men ja, sådan går det nogle gange. Så der er da lidt ærgrelse,« siger Oscar Holm Bredkjær.

Han er dog sikker på, at når han har sundet sig lidt, så vil han – ligesom alle andre – glæde sig over et rigtig fint resultat. Og at oplevelsen har været fantastisk, er han slet ikke i tvivl om.

»Det var nervepirrende i starten, men det har været en super oplevelse. Og trods nerverne og den 12 timers tidsforskel fra USA til Singapore, kom jeg fint fra start. Og så blev jeg mere rolig og kunne nyde det mere. Det er noget helt særligt at spille for Danmark og spille sammen med to golf-kammerater, jeg kender rigtig godt,« fortæller Oscar Holm Bredkjær.

Nu skal Oscar Holm Bredkjær som sagt være sammen med sin danske familie, der er taget til USA for at tage imod ham. De skal med ham til South Carolina, hvor han bor og går på college med et golf-scholarship på Clemson University.

Læs mere om hans golfeventyr i USA i Dragør Nyt de kommende uger.

Læs også interviewet med hans far i torsdags, da han var midt i anden runde af VM.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER