Fællesskabsfest får penge

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid
Fællesskabsfest får penge
9.-klasserne kaster karameller til de yngre elever på skolen. Foto: TorbenStender.

En festlig aften for alle elever, der afslutter 9. og 10. klasse til sommer og har sidste skoledag den 13. maj. Det planlægger UngDragør at holde for dem. Med sjove aktiviteter, dj, underholdning, lys og lyd, mad og drikke og hele pivetøjet.

Sidste år gjorde man det samme – som led i at ændre ungdomskulturen og lære eleverne, at man sagtens kan feste igennem uden alkohol. Trods et lille budget var aftenen en succes, men blev stadig udkonkurreret af en privatfest på strandhotellet.

I år har politikerne derfor bevilget 133.000 kroner til på festen for at understøtte, at UngDragør kan planlægge den tænkelige fællesskabsfest. De lægger dog op til, at der også kommer en egenbetaling for de unge på omkring 300 kroner.

»Grundlæggende er det ikke en kommunal kerneopgave at holde en sidste skoledagsfest for eleverne. Men det gør vi, fordi vi ønsker at skabe en ny kultur, hvor man kan feste uden alkohol. Derfor er det dog også helt rimeligt, at der er egenbetaling på, ligesom der også ville være det til en privatfest,« siger borgmester Kenneth Gøtterup (C) og peger på, at der naturligt er egenbetaling på flere ting – blandt andet pensionisternes skovture.

Ikke på havnen

At der skulle afsættes penge til fællesskabsfesten, var allerede intentionen, da man i budgetaftalen 2026–2029 afsatte en pulje til aktiviteter på børne- og ungeområdet.

Men både på Børne-, Borger- og Velfærdsudvalgets og på Økonomiudvalgets møde fik Venstre, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti dog ført til protokols, at »udvalget gentager sit ønske om, at fællesskabsfesten ikke afholdes ved eller i nærheden af havnen.«

Hvor festen præcist skal holdes, er nemlig endnu ikke besluttet. Både havnen, Hollænderhallen eller en af skolerne har været i spil, og her har politikerne altså ønsket at signalere, at der ikke skal festes på havnen.

»Vi ønsker ikke at starte en fest på havnen, hvor de unge måske forbliver på havnen. Vi synes, den skal holdes væk fra bymidten. Og jeg vil konkret pege på Hollænderhallen, hvor vi har plads og en god mulighed. Der er jo faktisk heller ikke et sted på havnen, hvor det kan holdes,« lyder det fra Kenneth Gøtterup.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER