Grønlandske elever til fastelavn ved Blushøj

C
Af Camilla Lærkesen
| | 0 min læsetid
Grønlandske elever til fastelavn ved Blushøj
De 15 elver fra Ilulissat var i Dragør, hvor de blandt andet oplevede tøndeslagning på Blushøj. Foto: UngDragør.

Det blev en ekstra festlig oplevelse for eleverne fra Grønland, da de besøgte Dragør fastelavnssøndag. De 15 elever og to lærere fra Mathias Storch Skolen i Ilulissat var på besøg i forbindelse med et udvekslingsprogram sammen med elever fra Dragør og Frederiksberg.

Søndag gik turen til Dragør, og her skulle de selvfølgelig opleve en tradition fra Dragør, da rytterne slog katten af tønden ved Blushøj søndag eftermiddag.

Inden da var eleverne blevet vist rundt i Dragør, og de sluttede dagen med pizza på Elisenborg.

Troels Wassard Lund, der er leder i UngDragør, fortæller, at det var en uge med masser af socialt samvær og læring mellem de danske unge og de grønlandske unge, der alle går i henholdsvis 8. og 9. klasse.

De unge snakkede godt sammen, og på tværs af gruppen blev der talt på både dansk, engelsk og grønlandsk. 

»De ligner jo meget vores unge og har samme interesser, og generelt var der en masse fordomme, som heldigvis blev vasket helt væk,« fortæller Troels Wassard Lund. 

Ud over besøget i Dragør var der også arrangeret ture til Nationalmuseet, Rundetårn, Valby Vandkulturhus og et gps-løb i Zoo. De unge fik også tid til at gå rundt på egen hånd, og her var det især Fields og Strøget, der trak, og der blev sendt mange MobilePay-anmodninger hjem til forældrene i Grønland.

De unge lærte hinanden at kende over mange gode fællesspisninger både i lærernes private hjem, hvor de fik lov at opleve den danske kultur på nært hold, og ude i byen, hvor måltiderne blandt andet stod på kebab på Strøget og østers i Torvehallerne. 

Som dagene gik, fik de unge bedre og bedre kendskab til hinanden, og nye venskaber er opstået på tværs af skolerne. Fredag den 14. marts rejser 18 elever fra Dragør og Frederiksberg til Grønland for at besøge Ilulissat. Her skal flere af eleverne fra Dragør indkvarteres privat hos grønlandske familier for at komme helt tæt på hverdagen og kulturen i Grønland.

Udvekslingsprogrammet er finansieret af et legatet fra Erasmus+, der dækker både rejseomkostninger og aktiviteter. 

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER