Den indisk-dansk Dragørborger Jawahar Lal Singla er gået bort. I december 1970 ankom en ung Jawahar til Danmark fra det nordlige Indien med en studiekammerat. Her i Danmark skabte han sig et aktivt arbejdsliv, bl.a. var han selvstændig erhvervsdrivende med tøjfirmaet Front Page i 40 år.
I februar 1995 flyttede Jawahar sammen med sin kone og tre børn til Dragør, en kommune som han var meget glad for bo i.
Han var en engageret Dragørborger. Han var en god nabo, med til at arrangere vejfester og medlem af bestyrelsen for grundejerforeningen St. Magleby i flere år. Desuden samlede han ihærdigt penge ind til Røde Kors hvert efterår i Dragør. Han nød også at benytte søbadet, og siden 2022 var han aktivt medlem af seniorfitnessholdet i ProWorkout, hvilket gav energi og nye relationer. De sidste måneder var han medlem af den grønne forening Tilia i Dragør.
Hans kreativitet var afspejlet ikke kun i hans malerier – en hobby, han startede på i 60’erne, men også i glæden ved at arbejde i haven, hvor han altid klippede hækken i en flot bølgeform. Retfærdighed var ikke noget, han talte om – det var noget, han efterlevede. Hvad enten det drejede sig om forretninger, venskab eller hverdagslivet, så behandlede han mennesker med ærlighed og respekt. Han var også en stilfærdig mand. Han havde ikke behov for at hæve stemmen for at blive hørt. Hans rolige væsen afspejlede hans karakterstyrke. Han lyttede mere, end han talte, og når han talte, var hans ord præget af omtanke, venlighed og visdom.
Han var vellidt og fik mennesker til at føle sig velkomne, værdsatte og trygge. Hans nationale og internationale vennekreds gik på tværs af alder og var et vidnesbyrd om den åbenhed, varme og loyalitet, han viste gennem hele sit unikke liv. Den 8. juli 2026 gik han pludseligt bort af hjertestop i sit hjem på Ternevænget. Sorgen og tomrummet er stort efter en elsket ægtefælle, far og svigerfar. Vi beder om fred til hans sjæl og værdsætter de minder, som vi altid vil bære i os.
Rashmi (ægtefælle), Kunal (søn), Ketan (søn) og Devika (datter)