Det blev ikke til et mandat for Moderaterne i Dragør. Til gengæld har partiet fået et mandat i den nye Region Østdanmark, ligesom det også har fået seks mandater i kommunerne. Blandt andet et i Tårnby.
Moderaternes spidskandidat Lisbeth Dam Larsen er dog ikke så skuffet i dag – dagen derpå – som hun havde regnet med.
»Vi har satset meget på valgkampen, så selvfølgelig ville vi gerne ind. Men sådan er det. Jeg kommer selvfølgelig til at miste noget indflydelse, og det er jeg da ikke vild med,« griner hun og fortsætter:
»Men jeg fortsætter mit politiske arbejde. Vi har et rigtig godt samarbejde i vores lokale afdeling af Moderaterne, og jeg sidder også i kredsbestyrelsen. Nu har vi jo også fået sådan en glimrende avis i Dragør, så der er jo masser af andre måder, man kan give udtryk for sine meninger på,« lyder det.
Hun er i øvrigt – trods en lang nat – på vej rundt i området for at tage valgplakater ned igen.
