»Vi har foreslået, at forhandlingerne udskydes til i morgen. Vi ser ikke nogen grund til at køre videre hele natten og haste noget igennem, når Konservative har så stort flertal alligevel.«
Sådan siger Ebbe Kyrø, der som næstformand i Liste T var med inde til forhandlinger sammen med Peter Læssøe.
»Vi har først bestyrelsesmøde onsdag aften, og vi har lige brug for at vende alt det her. Vi ved ikke engang, hvem der er valgt ind endnu,« fortsætter Ebbe Kyrø.
Han peger på, at uanset hvad, kommer Liste T til at stå på, at de penge, der kommer ind i skat, skal bruges på borgervelfærd.
Samme melding kommer fra Peter Læssøe, der ikke synes, der er meget at sige til Kenneth Gøtterups forhandlingsinvitation og valgresultatet i øvrigt.
»Jeg synes bare, det er ærgerligt,« konstaterer han.
Han synes egentlig, Liste T klarer det godt ved at fastholde to af tre mandater trods det, han kalder »borgmestereffekten«.
Teoretisk set kan Liste T stadig vælge at gå med i en konstitueringsaftale. Når borgmesteren har hørt alle, hvad de har af krav, kommer han med sit bud på en aftale.
»Et kvalificeret gæt er, at det bliver svært for os at acceptere,« lyder det fra Peter Læssøe.