Omstridt drukfestfirma inviterer Dragør-unge

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid
Omstridt drukfestfirma inviterer Dragør-unge
9.-klasserne kaster karameller til de yngre elever på skolen. Foto: TorbenStender.

»Sidste skoledags fest – Dragørs Skoler. Rive Event har sørget for et rummeligt festlokale til vores sidste skoledag med gode faciliteter som lysshow, dansegulv m.m.«

Sådan lyder det i en Facebookgruppe, der inviterer Dragørs 15-årige til fest den 13. maj klokken 23 til 03 på Tømmerupvej.

Der er altså opstået en konkurrerende fest til den fællesskabsfest – Final Bell – som Ung Dragør skal afholde sidste skoledag fra klokken 19.30 til midnat med foodtrucks, liveoptræden, DJ og meget andet. Et event uden alkohol, som kommunalbestyrelsen netop har afsat over 130.000 kroner til.

Om der er alkohol til festen på Tømmerupvej, har Dragør Nyt ikke fået bekræftet. Men det er dog meget sandsynligt, eftersom Facebookgruppen og tilmelding til den er oprettet af en medarbejder fra Rive Event.

Og netop Rive Event har været berygtet og udskældt af forældre, organisationer som HORESTA, Alkohol og Samfund og politikere, da de – blandt andet i Roskilde – har lagt lokaler til og stået for praktisk hjælp omkring regulære drukfester. Eller såkaldte posefester.

Her lægger Rive Event lokaler til festerne og inviterer 15-årige til fest via TikTok og Facebook. De kalder det en privatfest og serverer ikke selv alkohol. På den måde omgår de reglerne for natklubber. Men ifølge TV2 Kosmopol sælger Rive Event drink-tilbehør, mens de unge selv tager procenterne med. Rive Event har derfor også flere gange været udsat for kritik af Alkohoholreklamenævnet.

Hvor involveret Rive Event er i festen på Tømmerupvej, er svært at gennemskue. Men i hvert fald står de for markedsføring af den. MobilePay-modtageren til betaling for festen – 199 kroner – er angivet som Tårnby / Nordstrandskolen, men ejes af UAL Aps. En virksomhed, som Asmus Løvdahl Hansen er direktør for, samtidig med at han er eventbooker for Rive Event.

Rive Event afviser selv at have ansvar for festen på Tømmerupvej og vil derfor ikke svare på uddybende spørgsmål om det. De henviser til en privat arrangør, som de ikke kan udlevere navnet på.

»Vi udlejer lokaler i hele Danmark, og lokalet i Tårnby er udlejet denne dato til en lille privat begivenhed. Når man lejer et lokale igennem os, kan man købe en pakke inklusiv en digital invitation, betalingssystem, vagter, personale, oprydning og rengøring, hvilket er tilfældet her. Dette tager vi naturligvis penge for at stå for ligesom enhver anden virksomhed,« lyder det i et skriftligt svar til Dragør Nyt fra Asmus Løvdahl Hansen.

UngDragør og SSP i Dragør kan ikke kommentere på det private arrangement. Men det vil Henrik Kjærsvold-Niclasen (V), formand for Børn-, Borger og Velfærdsudvalget meget gerne.

Han ærgrer sig over, at der er opstået et parallelt arrangement, der sandsynligvis involverer alkohol. Han understreger, at politikere ikke kan blande sig i forældres beslutninger, men appellerer til, at så mange som muligt bakker op om fællesskabsfesten og tager ansvar for at skabe en bedre sundhedskultur blandt de unge.

»Jeg kan bare sige helt ærligt: Hvis det var mine egne børn, så ville jeg vælge at bakke op om fællesskabsfesten i Dragør og derefter sige, at nu er dagen slut. Den beslutning kommer jeg aldrig til at have svært ved at tage som forælder,« siger han.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER