»Det er jo som juleaften, det her. En rigtig festdag,« lyder det fra Trine Søe. Hun er kandidat for Det Konservative Folkeparti, men har også været valgformand på Dragør Skole hele dagen.
Inden hun kan tage op på rådhuset for at afvente det endelige resultat sammen med partifællerne, skal hun således stå i spidsen for at få stemmerne talt op og afleveret korrekt.
Hun synes, det har været en fantastisk valgdag med god stemning over hele linjen. Men nu kan hun også mærke, de personlige sommerfugle baske i maven.
»Jeg var langt nede på listen ved valget i 2021, og jeg tænkte egentlig, jeg mest var fyld på listen. Så jeg blev valgt ind midt i et jobskifte og var ret uforberedt på det. Men nu er jeg bare rigtig glad for at sidde i kommunalbestyrelsen. Der er ro på jobsituationen, og jeg vil bare rigtig gerne vælges ind igen. Denne gang har jeg også ført aktiv valgkamp, så det er rigtig spændende,« fortæller Trine Søe, der forklarer, at hun er opvokset i konservativ ungdom og dermed altid har haft politik i blodet.
