Der er blevet mere travlt i luftrummet over Københavns Lufthavn om natten og i den tidlige morgenstund.
Det viser tal, som lufthavnen på anmodning fra Dragør Nyt har været så venlige at trække i deres database over afgange i tre udvalgte uger i henholdsvis 2019, 2023 og 2026.
Som vi fortalte i sidste uge, er antallet af flyvninger i døgnets sidste time eksploderet fra 2019 og til 2026. Men kigger man isoleret på stigningen fra 2023, er tallet endnu højere mellem klokken 23 og midnat. I vinterferieugen, uge syv, steg antallet af flyvninger i tidsrummet med 80 fly til 104 – eller 333 procent fra 2023 til 2026. I uge fem var stigningen på 248 procent, mens den i uge 19 var på 100 procent.
Roligere nattetimer
Kigger man på nattetimerne – mellem midnat og 5.59 – er de blevet lidt mere rolige i de to vinteruger, hvor antallet af flyvninger er faldet mellem 35 og 50 procent i forhold til 2026. I uge 19 er der dog en stigning på fem procent fra 2019 til 2026 og på 20 procent fra 2023 til i år.
Travle morgener
Københavns Lufthavn definerer natten som tiden mellem 23.00 og 6.00. Vi har dog også bedt om udtræk for den første morgentime – fra klokken 6.00 til 6.59 – for at få en typisk ottetimers nat. For de nærmeste naboer kræver det nok et godt sovehjerte at holde sig i drømmeland i den periode.
Beregningerne viser en markant stigning i antallet af flyvninger i tidsrummet. Her ligger tallene på mellem 32 og 91 procent, alt efter hvilke perioder, der sammenlignes. Der har ikke været fald frem til 2026 i nogen af kontrolugerne.
Den klart travleste uge i stikprøveundersøgelsen var uge 19 i 2026, hvor der i alt lettede 166 fly. Det svarer til knap 24 fly om dagen – eller et for hver gang, der er gået to et halvt minut i den travle morgentime.