Der kniber med natteroen, hvis man bor i nærheden af Københavns Lufthavns hovedbaner og ynder at gå i seng før midnat.
Antallet af afgange i døgnets sidste time er eksploderet siden 2019. I to udvalgte uger – uge syv og uge 19 – er der sket en stigning på henholdsvis 174 og 230 procent i antallet af planlagte flyafgange fra 2019 til 2026. I uge 19 er frekvensen i døgnets sidste time steget fra et fly hvert 11. minut og til et hvert tredje minut.
Københavns Lufthavn har ikke givet interview, men kommunikationsafdelingen har sendt skriftlige svar på nogle af Dragør Nyts spørgsmål til Morten Mortensen, der er chef for ruteudvikling. Han melder hus forbi i forhold til lufthavnens ansvar:
»Det er myndighederne, der fastsætter reglerne for, hvornår fly kan starte og lande i Københavns Lufthavn. Københavns Lufthavn kan derfor ikke på egen hånd indføre særlige begrænsninger ud over de gældende regler. Samtidig arbejder vi løbende på at begrænse støjgenerne mest muligt. Derfor benyttes om natten kun de baner, der giver mindst støj for naboerne. Tværbanen bruges for eksempel ikke om natten, fordi flyene herfra ville passere hen over beboede områder.«
Flere beboere udtalte sig dog om nattestøjen på et nabomøde, som lufthavnen holdt i slutningen af maj.
»Jeg har boet i Store Magleby siden 1998, og jeg har kunne leve med støjen hidtil,« hed det fra en kvinde, der havde bemærket stigningen i antallet af flyvninger.
»Jeg har dem hver aften og hver nat. Det er stort set de samme afgange, så det er ikke fly, der er forsinkede og kommer for sent afsted,« lød det.
Lufthavnsdirektør Christian Poulsen svarede på spørgsmål på nabomødet, og han understregede, at »vi betjener inden for de rammer, der er. Det er tilladt, lovligt og efterspurgt«. Han bekræftede dog, at antallet af flyvninger i aften- og morgentimerne er steget.
»I mine 19 år herude i lufthavnen er driftsdøgnet blevet udvidet. I takt med at lufthavnen bliver større, får vi mere travlt i ydertiderne. Derfor er det supervigtigt at have en effektiv lufthavn og punktlige selskaber,« sagde han.
Det er hovedsageligt flyselskabet SAS, der flyver i døgnets sidste time. SAS har netop annonceret en investering på mere end 60 milliarder kroner til fly, og det har fået borgergruppen Borgere mod Lufthavnsforurening til at udtrykke frygt for, om Amager i fremtiden vil være beboelig.
Dragør Nyt har forsøgt at få en kommentar fra SAS. Men en interviewaftale med kommunikationschef Mads Brandstrup Nielsen om investeringen og de sene aftenflyvninger blev ikke overholdt af SAS.