Historierne fra det plagede Odenses kamp mod »larven fra helvede« har fyldt godt op i medierne på det seneste, blandt andet med historier om, at larven kan sprede sig ud i hele Danmark.
Nu beder Dragør Kommune alle om at holde øje med, hvorvidt det plagsomme afkom af natsommerfuglen egeprocessionsspinder er dukket op på Amager. Larvens små hår kan give hududslæt, øjenirritation og luftvejsproblemer hos både mennesker og dyr.
Ikke set lokalt
Larven er ikke set i Dragør – og kun sjældent observereret uden for Fyn – men på rådhuset frygter man, at den dukker op her. Derfor beder kommunen i en meddelelse på kommunens egen hjemmeside borgere om at have øjnene med sig og indberette eventuelle fund. Det kan ske på appen Rapport fra Stedet – der også findes som hjemmeside som rapportfrastedet.dk.
Ifølge kommunens hjemmeside vil kommunens folk så undersøge, om der er tale om egeprocessionsspinderen. I udvalgte tilfælde fjernes reden, hvis den er til gene for omgivelserne, hedder det på hjemmesiden.
Har man mistanke om at have set en rede, skal man ikke røre ved den – det samme gælder for enkelte larver, uanset om de er levende eller døde.
Eget ansvar i haven
Hvis man finder reder i sin egen have – eller på marker eller andre private områder – er det grundejerens eget ansvar at fjerne reder og larver.
Det skal man dog ikke selv gøre. Den slags kræver særligt beskyttelsesudstyr, og hvis man mod alle advarsler fjerner dem selv, kan man ikke slippe af med kræene på genbrugsstationen eller forbrændingen. Så der skal en skadedyrsbekæmper til.
Den fredelige slægtning
Der er dog ingen grund til panik, hvis man ser en lodden larve i den lokale natur. I Dragør findes strandringspinderen, som, vurderer kommunen, kan forveksles med egeprocessionsspinderen.
Strandringspinderens larve er betydeligt mere farvestrålende end dens giftige fætter, men begge larver er behårede, og de spinder begge spind, selv om der er stor forskel på spindenes udseende.
Men især levestedet er afgørende. Strandspinderen er en meget farverig og iøjnefaldende natsommerfuglelarve, som typisk holder til på græs og urter i kystområderne, mens egeprocessionsspinderen lever i egeskov.
De to larver skal i øvrigt heller ikke forveksles med de spindemøllarver, der sidder i store spind på mange planter i Dragør-området. Larverne ligner ikke – de har kun spindene til fælles med de to andre typer.
Egeprocessionsspinderen
Natsværmerens larver er giftige i tre ud af seks faser. I de første tre – ufarlige – faser – er larven gulbrun, men når den trækker i den giftige dragt, er den grålig med en sort midterstribe. Her er den også dækket af de hår, der gør den giftig.
Larverne lever i store reder, som de selv spinder – og dem skal man også være forsigtig med. Giften fra hårene kan nemlig være virksom i op til syv år – længe efter, at larverne er døde eller fløjet fra reden.
De små hår, der knækker af, når larven føler sig truet, kan også spredes med vinden helt op til 200 meter fra larvens levested.
Kilde: Wikipedia