Det er ikke op til lufthavnen at afgøre, om flyselskaber kan få lov til at flyve om natten. Det fortæller Peter Krogsgaard, der er kommerciel direktør i Københavns Lufthavn i et interview med Dragør Nyt.
Interviewet kommer oven på sidste uges artikel om, at antallet af afgange i den sidste time af døgnet er op mod tredoblet siden 2019 i tre stikprøveuger.
Den seneste støjrapport fra Københavns Lufthavn viser desuden, at antallet af starter og landinger i tidsrummet 23.00–06.00 er steget med fire procent til 16.605 – det højeste antal i lufthavnens 100 års historie.
»Vi har tilvejebringepligt. Vi skal sikre tilgængelighed til Danmark,« siger han og peger på, at det stigende antal flyvninger er en del af en global tendens.
»Det er ikke unikt for København. Men det betyder ikke, at vi ikke generer de mennesker, der bor omkring os, når vi lander og letter,« siger han.
Det betyder dog ikke, at lufthavnen ikke kan påvirke flyselskaberne til at flyve i dagtimerne, og det er med i lufthavnens overvejelser, fortæller direktøren.
500 kroner ekstra om natten
Som det er nu, koster det i omegnen af en 500-lap ekstra at sende en velfyldt Airbus 320 afsted i nattetimerne i forhold til dagtimerne. Det er en forsvindende lille del af de 35–40.000 kroner, det kan koste at få et almindeligt rutefly på vingerne i lufthavnsafgifter. Men i fremtiden kan det blive dyrere.
Direkte adspurgt, om lufthavnen overvejer at påvirke flyselskaberne til at flyve mindre gennem takstaftalerne, svarer han:
»Når vi går ind i takstforhandlingerne i 2027, vil vi sige til flyselskaberne, at det er en rigtig stor bekymring for os, og at det også bør være det for dem,« siger han og tager et forbehold:
»I ordet takstaftale ligger, at det er en aftale, som flyselskaberne og lufthavnen begge skal acceptere.«
Han bekræfter dog, at nattetaksterne bliver et forhandlingspunkt.
»Når du spørger mig konkret, betyder det ikke, at det er noget, vi blot kigger på og ikke gør noget ved. Det betyder, at det er noget, vi kommer til at arbejde på,« siger han og peger på at hensynet til naboer og medarbejdere er overlappende.
»Vi ser helst, at vores kapacitet bliver brugt i dagtimerne. Vi er en stor arbejdsplads, og langt de fleste af vore folk vil helst være her i de vågne timer,« siger Peter Krogsgaard til Dragør Nyt.