Debat

Bestyrelsen i Dragør Fjernvarme: Ingen burde være blevet chokeret over fjernvarmeøkonomien

K
Indlæg af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid
Bestyrelsen i Dragør Fjernvarme: Ingen burde være blevet chokeret over fjernvarmeøkonomien

Har bestyrelsen i Dragør Fjernvarme sovet i timen, når en gennemgang af økonomien i fjernvarmeprojektet i Dragør Kommune i juni viste, at projektet var underfinansieret med op mod 50 procent?

Ja, mener borgmester i Dragør, Kenneth Gøtterup (C), der uddyber i dagens avis.

Nej, mener de fire bestyrelsesmedlemmerne i Dragør Fjernvarme, Dragør Nyt har talt med. De mener til gengæld, det var et meget mærkeligt tidspunkt at stoppe fjernvarmeprojektet på.

Der var flere økonomiske udfordringer ved en fjernvarmeudrulning i Dragør – men ikke nogen, der ikke allerede var kendt, lyder det. Bestyrelsen var klar over, at det krævede stor tilslutning, hvis projektet skulle komme i nærheden af at lykkes. Og at alt skulle genberegnes igen.

Bestyrelsesmedlemmerne forklarer nemlig, at de netop fulgte økonomien meget tæt. Ikke mindst i slutspurten, hvor de i første halvår af 2025 nåede at holde syv bestyrelsesmøder. De fik blandt andet ingeniørvirksomheden Sweco til at lave nye følsomhedsberegninger og opstille simuleringsmodeller for fjernvarmeprojektet.

Her stod det klart, at eksempelvis stigende renter, forhøjede anlægsudgifter og kortere låneperiode ville påvirke økonomien i projektet og de endelige fjernvarmepriser. Rentabilitet ville altså kræve stor tilslutning.

Undrer sig meget

Derfor var der ikke noget, der kom bag på bestyrelsen i Dragør Fjernvarme, da medlemmerne læste den økonomirapport, som kommunalbestyrelsen i Dragør bestilte og fik af revisionsfirmaet PwC lige før sommerferien.

Hvor rapporten fik kommunalbestyrelsen i Dragør til at tage en prompte beslutning om at trække stikket på fjernvarmeudrulningen, inden kampagneperioden var udløbet, sad bestyrelsen i Dragør Fjernvarme forundrede tilbage.

»Vi har haft øjnene stift rettet på økonomien i projektet, siden selskabet blev stiftet i juli 2023. Så der var ikke noget, der overraskede mig i PwC-rapporten. Det var faktorer, vi kendte til. Derfor kan man undre sig over, at det er den rapport, der får korthuset til at vælte. Hvorfor spurgte man ikke selskabet eller de tre bestyrelsesmedlemmer fra Dragørs kommunalbestyrelse om rapporten? I perioden har der været mange mails, telefonopringninger og møder med Kenneth (Gøtterup, red.). Hvorfor ikke denne gang?,« spørger Einer Jan Lyduch (A), der er formand for bestyrelsen i Dragør Fjernvarme og i øvrigt viceborgmester i Tårnby Kommune.

Fulgt økonomien tæt

Samme melding kommer fra et andet bestyrelsesmedlem i Dragør Fjernvarme, Carsten Fuhr (C), der også sidder i Tårnby Kommunes kommunalbestyrelse.

»Alle må vide, at når man står med et barmarksprojekt, så er enhver udtalelse om økonomi baseret på det bedste gæt, vi har lige nu. Så jeg forstår ikke panikken og borgmester Kenneth Gøtterups bombastiske udmeldinger om, at økonomien skulle være løbet løbsk, eller bestyrelsen skulle have sovet i timen. Vi har fulgt økonomien meget tæt og har været meget bevidste om, at når man vidste, hvor mange, der ville have fjernvarme, så skulle man kalkulere et nyt projekt, der ville være baseret på de nyeste tal og faktuelle beregninger. Og så ville politikerne stadig have chancen for at trække i håndbremsen, hvis de syntes, det så ud til at blive for dyrt for borgerne,« siger han.

Bestyrelsen i Dragør Fjernvarme består af fem medlemmer fra kommunalbestyrelsen i Tårnby og tre fra kommunalbestyrelsen i Dragør, fordi fjernvarmeudrulningen var et fælles projekt, hvor Tårnby og Dragør i et partnerskab skulle udrulle fjernvarme i Dragør og på Vestamager.

Ingen overraskelser

Peter Læssøe (T), der er et af bestyrelsesmedlemmerne fra Dragør, er enig med sine bestyrelseskollegaer fra Tårnby.

»Der var ikke meget, der overraskede mig (i PwC’s rapport, red.). I så stort et anlægsprojekt vil der altid være forudsætninger, der ændrer sig undervejs, og som kan gå ind og påvirke økonomien i den ene og den anden retning. Det er helt normal praksis, at alt selvfølgelig bliver regnet igennem, inden man trykker på den endelige knap. Så alle ved, hvad de går ind til, og man her har mulighed for at trække i håndbremsen. Hvis borgmesteren havde fulgt projektet tættere, ville han heller ikke være blevet overrasket,« siger Peter Læssøe.

Einer Jan Lyduch understreger ligeledes, at de priser, man kørte med i kampagnen, var det bedste bud – men at alle vidste, der kunne blive behov for justeringer, når man sad med de endelige regnestykker.

 »Jeg synes, man var hurtige til at smide håndklædet i ringen. Jeg forstår grundlæggende ikke, hvordan økonomien kan komme som et chok for nogen,« siger Einer Jan Lyduch.

Borgmester Kenneth Gøtterup (C) er ikke enig i bestyrelsens udlægning og holder fast i, at det var bestyrelsen, der havde ansvaret, og at den har svigtet, hvis den har kendt til økonomiske udfordringer uden at dele dem.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER