Er en tolærerordning praktisk mulig at indføre?

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid
Er en tolærerordning praktisk mulig at indføre?

Mange kandidater har i valgdebatten talt om, at det vil være en god idé at få to lærere eller en lærer og en pædagog på i alle dansk- og matematiktimer fra 0.–3. klasse. Der har været uenighed om, hvorvidt sådan en model er realistisk at indføre – blandt andet fordi det kan blive meget dyrt, og man jo også skal kunne finde flere lærere til at gennemføre ordningen. Men nu har konstitueringspartierne i hvert fald besluttet sig for, at det skal undersøges.

»Jeg er enormt glad og stolt over, at det står i konstitueringsaftalen. Vi har ikke fraveget vores krav, og nu igangsætter vi processen. Det her kommer jeg til at kæmpe for,« lyder det fra Henrik Kjærsvold-Niclasen (V).

Giver trivsel og godt arbejdsmiljø

Han og Venstre har i valgkampen talt om tovoksenordning – at der skal være en lærer og en pædagog i klassen. Men i aftalen er dette skærpet til to lærere.

»Det er vigtigt, fordi der er en styrke i, at hvis man har to uddannede lærere, så kan man splitte klasserne op i to grupper i undervisningen, hvis der er behov for det. Og for Venstre er tolærerordningen ikke en drøm. Det er en ambition, som vi gerne vil realisere på en ansvarlig måde. Ud over at det vil kunne give bedre trivsel for eleverne, har vi en tro på, at det kan gøre Dragør til et endnu mere attraktivt sted at søge hen for lærerne – for det vil styrke arbejdsmiljøet for lærerne,« siger Henrik Kjærsvold-Niclasen.

Lover ikke noget

Borgmester Kenneth Gøtterup er lidt mere moderat i sin begejstring for tolærerordningen, men han bakker op om, at det vil have mange fordele, hvis man kan indføre det inden for de nuværende økonomiske rammer.

»Vi vil undersøge muligheden for en tolærerordning. Vi lover ikke noget. Vi har jo en tovoksenordning allerede i børnehaveklassen og i en del timer i 1., 2. og 3. klasse. Men lad os se på, hvordan vi med de rammer, vi har i dag, kan få den bedste effekt. Med to lærere frem for en lærer og en pædagog vil det give mulighed for reel holddeling med undervisning,« understreger han.

Vil kræve ekstra penge

»Det vil være rigtig dejligt, hvis man kan sætte ind med noget ekstra i de tidlige år. Så en tolærerordning er da rigtig godt set i et fagligt perspektiv. Men man skal nok også være sig bevidst om, at det vil kræve en ekstra ressourcetildeling. Der er otte spor på hver årgang på vores tre skoler tilsammen. Hvis du dobler antallet af lærere på de små klasser, er det ikke svært at regne ud, at der er nødt til at følge ekstra midler med, for ellers vil de penge gå fra anden drift, som også er rigtig vigtig,« siger Jon Lillemark Jørgensen, skoleleder på Dragør Skole.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER