Tillidsrepræsentant på Enggården: Et halvt år er alt for kort tid

»Mine kollegaer og jeg er dygtige medarbejdere, der vil det bedste for borgerne. Så vi fortsætter med at gøre alt det, vi skal – og mere til. Men man kan mærke, at folk begynder at tænke: Er det virkelig her, jeg skal være med det her pres udefra.«

Sådan lyder det fra Christina Aagaard Petersen, der er tillidsrepræsentant og social- og sundhedsassistent på Enggården.

Hun er ikke imponeret over, at der i konstitueringsaftalen mellem Det Konservative Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet står, at Enggården får et halvt år til at vise betydelig fremdrift i udviklingsplanen. Samtidig sættes en analyse i gang af alternative driftsformer, som der har været talt meget om i valgkampen.

»Et halvt år er alt for kort tid til at rette op på strukturelle udfordringer. Vi fik i marts udarbejdet en ekstern analyse, som anbefalede en fireårig udviklingsplan – og det er der en grund til. De store forbedringer sker først, når nye arbejdsgange sætter sig i hverdagen, når rekruttering stabiliseres, og når kulturen får ro til at udvikle sig. Seks måneder skaber mere uro end forbedring,« siger Christina Aagaard Petersen.

Faglig viden undergraves

Christina Aagaard Petersen mener, at man undergraver en plan baseret på faglig viden og i stedet skaber et deadlinepres, som går ud over trygheden for beboere og arbejdsmiljøet for medarbejdere.

Hun er ked af, at der ikke er mere fokus på, hvor store forbedringer der allerede har været på Enggården.

For eksempel viste et anmeldt tilsyn fra Ældretilsyn Øst den 11. september, at Enggården opfyldte 19 ud af 20 kvalitetsmarkører i forhold til blandt andet den ældres selvbestemmelse, borgernær ledelse og tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund.

»Enggården er ikke et dårligt sted at være. Plejehjemmet er faktisk rigtig godt, og borgerne har det godt. Men der er en tendens til, at i stedet for at man tager en dialog med medarbejderen på gulvet, hvis man oplever noget, man er utilfreds med, så går man direkte til borgmesteren,« fortæller Christina Aagaard Petersen.

Hun oplever også, at meget små ting hurtigt kan blive blæst op, for eksempel at en borger får saftevand, selvom han eller hun plejer at drikke vand, eller et par piller er blevet tabt på gulvet. Selvfølgelig skal piller ikke tabes på gulvet, men hvis de bliver samlet op, og borgeren i øvrigt får nogle nye piller, er problemet heller ikke større, mener tillidsrepræsentanten.

Arbejder under pres

Christina Aagaard Petersen er derfor også oprigtigt bekymret for, hvordan hun skal holde motivationen oppe hos kollegaerne det næste halve år.

»Medarbejdere i ældreplejen er drevet af faglighed og ansvar for de ældre. Men når man som organisation får at vide, at man potentielt kan blive solgt fra om få måneder, så arbejder man under et helt andet pres. Det påvirker energi, motivation og psykisk arbejdsmiljø. Den mest effektive måde at skabe motivation på ville være at give ro til at udføre udviklingsplanen, ikke at true den,« siger hun.

Bøn: Giv os tiden

Når hun tager de positive briller på, har hun dog også et håb for den kommende tid.

»Jeg håber, at beboerne og pårørende kommer til at mærke mere kontinuitet og tryghed i hverdagen, og at politikerne kommer til at se, at forbedringerne allerede er i gang, men at de tager tid – helt som forventet i den eksterne analyse,« siger Christina Aagaard Petersen og slutter af med en bøn til politikerne.

»Jeg vil bede politikerne tænke på konsekvenserne for både beboerne og medarbejderne. Udlicitering kan virke som en hurtig genvej, men internationalt og nationalt viser erfaringen, at kvaliteten ikke automatisk bliver bedre – og at kontinuitet, arbejdsmiljø og erfaring ofte går tabt. Det er præcis de ting, vi har brug for at styrke på Enggården.«

Læs de andre artikler om konstitueringsaftalen