Skatten skal holdes i ro de næste fire år

K
Af Kirsten Marie Juel Mouritsen
| | 0 min læsetid

Skat er et af de områder, hvor Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti historisk set ikke ligger helt på linje. Men i den nye konstitueringsaftale sammen med Venstre er de blevet enige om nogle formuleringer, der kan tolkes meget bredt. En ting er de dog enige om: Skatten skal ikke stige.

Helt konkret står der i aftalen:

Skatten holdes i ro i valgperioden. Ved valgperiodens udløb vurderes det, om skatten kan sættes ned, uden at det rammer serviceniveauet. Såfremt der i valgperioden kan skabes økonomisk dækning, drøftes det, om dækningsafgiften kan nedsættes.

»Kvalitet og velfærd for borgerne er vores hovedprioritet. Men kan vi fortsætte med en stabil og robust økonomi, vil vi løbende vurdere, om vi kan sænke dækningsafgiften. Og hvis velfærden passer til servicerammen, kan vi se på, at sætte skatten ned,« siger borgmester Kenneth Gøtterup (C).

Servicerammen lægger et låg

Men kan man ikke altid ønske sig mere velfærd? Og vil skattelettelser så ikke alligevel blive på bekostning af velfærden?

»Vi har jo både en serviceramme og en anlægsramme at forholde os til, og hvis vi har brugt alle penge, vi kan her, så må vi jo forholde os til det, og så kan det være en mulighed at sætte skatten ned,« siger Kenneth Gøtterup.

Samme svar kommer fra Henrik Kjærsvold-Niclasen (V), der i øvrigt understreger, at en sund kassebeholdning ikke er tegn på underforbrug.

»En stærk økonomi er ikke fravalg af velfærd. Det er tegn på god styring. Og hvis vi ser på den seneste månedsopfølgning, ser man, at vi ser ud til at bruge 9,7 millioner kroner mere, end vi må i servicerammen for 2025. Da vi lagde budgettet, gik vi ikke op til servicerammen, fordi vi kunne se frem til en regning på 25–30 millioner kroner i 2027 (på grund af kommunens brug af statsgaranterede budgetter, red.), men da det viste sig, at den ikke kom, så har vi faktisk brugt alt det, vi måtte – og mere til,« siger han.

Svært at lave om igen

Nicolaj Bertel Riber (A) vil fortsat have øjnene rettet mod servicerammen frem for skattelettelserne.

»Vi mener grundlæggende, at skatten bør holdes i ro. For os vil det altid være helt afgørende, at vi bruger både hele servicerammen og anlægsrammen, og at vi sparer op til de store investeringer i kyst- og klimasikringen af Dragør. Vi vil ikke havne i en situation, hvor vi sænker skatten og pludselig står og mangler penge til at finansiere vores fælles velfærd. For når skatten først er sat ned, er det svært at lave om igen. Det viser al erfaring, så man skal tænke sig grundigt om,« siger han.

Hvad er hvad?

Kommuneskatten: Kommunalbestyrelsen godkender det årlige budget og fastsætter den specifikke kommuneskattesats – som staten dog har fastsat rammer for – for det pågældende år.

Dækningsafgift: Dækningsafgiften er en kommunal ejendomsskat for ejendomme, der bruges til erhvervsformål, som det er valgfrit for kommuner at opkræve. Den beregnes som en promille af den dækningsafgiftspligtige grundværdi i den offentlige ejendomsvurdering. Dragør er en af de 32 kommuner i landet, som opkræver en dækningsafgift.

Flere nyheder

FØLG OS PÅ SOCIALE MEDIER