I Dragør Nyt den 24. juni 2026, side 5, bringes en redaktionel artikel: Tilia får ikke adgang til Kirkevej 56. Og det er jo rigtigt.
Kenneth Gøtterup er i artiklen citeret for at sige:
»Det handler ikke om, at Tilias projekt er dårligt. Det er faktisk rigtig godt og ligger netop i tråd med det fokus på lokalt producerede fødevarer, vi hat sat i gang. Men vi siger nej til det af principielle årsager, fordi det handler om udbudsretlige vilkår, som vi som kommune selvfølgelig skal overholde.«
Tilia er helt enig i, at man skal overholde de udbudsretlige vilkår. Men vi mangler en retvisende begrundelse for, hvad det er for vilkår, der ikke er overholdt i denne sag.
Tilia blev via forpagteren orienteret om, at videreudlejningen til Tilia skulle behandles på Økonomiudvalgets møde torsdag den 18. juni. Vi sendte en indsigelse direkte til hvert af Økonomiudvalgets medlemmer inden mødet, herunder borgmesteren, der er formand for udvalget.
Udvalget valgte at følge administrationens indstilling om at give afslag på forpagterens ansøgning om videreudlejning.
Forvaltningen begrunder sin indstilling med, at udlejningen »dels vil medføre, at kommunen mister direkte kontrol med del af lejeforholdet og dels at det ikke har været forudsat i udbuddet af forpagtningen«.
Dette er ikke korrekt. Der står således i udbudsmaterialet:
»Det forpagtede areal må ikke uden Dragør Kommunes skriftlige tilladelse fremlejes eller bortforpagtes.«
Det er altså netop forudsat i udbudsmaterialet, at en forpagter vil kunne fremleje hele eller dele af arealet.
Det fremgår også af udbudsmaterialet, at kommunen kan opsige hele eller dele af det forpagtede areal med en måneds varsel, hvis kommunen skal anvende arealet til »byudvikling eller lignende«.
I øvrigt kan både kommunen og forpagteren opsige aftalen med seks måneders varsel.
Det er endvidere følgende krav i udbudsmaterialet:
»Dragør Kommune har til enhver tid ret til fri og uhindret adgang til det forpagtede areal.«
Samlet set har kommunen således fuld kontrol med det bortforpagtede areal. Det samme gælder naturligvis for et evt. fremlejet areal.
I indstillingen fra forvaltningen fremgår det desuden, at »forpagter har ansøgt om at få lov l at udlåne den bygning der ligger på arealet til brug for salg af planter, blomster og grøntsager«.
Det er korrekt, at forpagteren har søgt om dette. Det er imidlertid i indstillingen skrevet på en måde, så man kan få den opfattelse, at det er Tilia, som ønsker at sælge sine produkter. Men det har intet med Tilia at gøre. Tilia dyrker kun til medlemmernes eget forbrug og ikke med salg for øje.
Dragør Kommune er bekendt med Tilias vedtægter. Det fremgår heraf, at foreningens formål er: I fællesskab at fremme sprøjtefri dyrkning af jorden, med respekt for natur, miljø og sundhed. At fremme biodiversitet i Dragør. At skabe et stærkt fællesskab gennem samarbejde, socialt samvær og videndeling om dyrkning og bæredygtighed samt biodiversitet. At give medlemmer og andre mulighed for en meningsfuld og berigende fritidsaktivitet.
Tilias aktiviteter ligger således inden for lokalplanen og kravene i udbuddet, der lyder: »Arealet bortforpagtes til jordbrugsmæssig drift.« Det gør Dragør Nyt og borgmesteren også korrekt opmærksom på.
På den baggrund beklager vi i Tilia Økonomiudvalgets beslutning, der er truffet dels på et fejlagtigt grundlag, dels på en misforståelse om Tilias formål.
Med venlig hilsen
Mette Vad