Historien om den 17-årige »Ida« her fra Dragør, som flere gange forsøgte at hænge sig, før kommunen reagerede, er hjerteskærende. Ingen kan læse den uden at blive berørt. Men sagen er også mere end en tragisk enkeltsag. Den afslører et grundlæggende problem: Hvad sker der, når økonomien får lov til at fylde mere end menneskene?
Når et barn eller en ung har brug for hjælp, må udgangspunktet være barnets behov – ikke kommunens regneark. Alligevel er det svært at slippe følelsen af, at vi alt for ofte er begyndt at måle vores børn i kroner og øre.
Når én regning betales med en anden
Det er ikke kun på det specialiserede socialområde, vi ser den udvikling. Den samme tankegang præger også skole- og dagtilbudsområdet.
På skoleområdet lægges der nu op til besparelser på folkeskolerne for at dække et merforbrug på specialområdet. Selvfølgelig skal vi bruge de nødvendige penge på børn med særlige behov. Det er ikke dér, problemet ligger. Problemet opstår, når regningen sendes videre til folkeskolerne, som allerede er skåret helt ind til benet.
Vi ligger i forvejen i bunden som nummer fem, når det handler om, hvor mange kroner vi bruger per elev i folkeskolen. Konsekvensen bliver færre voksne og mindre tid til den enkelte elev. Og paradokset er åbenlyst: Når vi forringer folkeskolerne, risikerer vi samtidig, at endnu flere børn får brug for specialiserede tilbud. Det er hverken klog økonomi eller god velfærd.
Samtidig budgetterer kommunen med et overskud på omkring 60 millioner kroner – og forventer endda at kunne lægge mindst 10 millioner kroner ekstra i kommunekassen. Det rejser et helt grundlæggende spørgsmål: Hvad er egentlig kommunens opgave? Er den først og fremmest at skabe velfærd for borgerne eller at opbygge en stadig større opsparing?
De yngste betaler også prisen
Det samme mønster ser vi på dagtilbudsområdet. Vores kommune er fortsat blandt de få i landet, der ikke lever op til lovens krav om minimumsnormeringer. Endnu engang bliver økonomien prioriteret højere end de rammer, der giver børn tryghed, nærvær og gode udviklingsmuligheder.
Ingen ønsker en kommune, der bruger penge uden omtanke. Vi har alle et ansvar for, at økonomien hænger sammen. Men der er forskel på ansvarlig økonomistyring og en politik, hvor økonomien bliver et mål i sig selv.
Den dyreste besparelse
For sandheden er, at vi ikke har råd til at lade være med at investere i børns trivsel. Når børn mistrives, betaler vi regningen senere, i form af flere indsatser, større sociale udfordringer, dårligere mental sundhed og dyrere specialforanstaltninger. Det er både menneskeligt og økonomisk en dårlig forretning.
Vi bliver ikke en bedre kommune at vokse op i ved at have en bugnende kommunekasse. Vi bliver en bedre kommune at vokse op i ved at investere i børnenes trivsel. Kommunens børn fortjener at blive mødt som mennesker – ikke som budgetposter.
Med venlig hilsen
Peter Læssøe, Annette Nyvang og Sanne Rossen